On Time

Den er eddermanme svær at sætte en finger på. Tiden, altså. Som cigaretrøgen, der stiger mod loftet i ensomme hotelværelser, som blodet, der spredes i tråde og opløses i det klareste kalkvand. Og det er så det fotografiet er oppe imod. Forsøget på at fange hele tilværelsens opsummerede energimængde frem til det skæbnesvangre øjeblik; seks milliarder års evolution komprimeret og fastlåst på plasticarealer efter eget valg. Aldrig har Verden set så koncentreret en energimængde, ikke siden den selv var centrum for et fyrværkeriinferno uden sidestykke. Og nu må den altså nøjes med disse små menneskeskabte supernovaer, stjerner, der fødes i et blindende blitzhav, som væskende sår af Verdens oprindelige materie, blot for at dø ud i det næste nu. Jeg er ingen lidende ung Werther, men det er sgu da smukt!

Tiden har sin egen dagsorden. Den hvisker fra skjulte rum, at vi kan knipse med kameraer i ét væk. See if I care! Tiden skider på hver en rumlig dimension, hver en evig ubetydelig eksistens, og den gør det vel at mærke med de bedste manerer og en sådan etikette, at selveste porcelænsdronningen Emma Gad til sammenligning er sat med metermål. Det er vel derfor vi bare lader den. Det kan selvfølgelig også være, at vi simpelthen har accepteret magtforholdet og det faktum, at vi alligevel intet kan stille op imod den. Tiden vil ganske enkelt ikke lade sig fange.

Tiden er en boheme, et friluftsmenneske, en vagabond på evig vandring. Du kan fastholde et billede af dens uudslettelige eksistens, men inden du står med det håndfaste bevis, har Tiden skiftet ansigt tusindvis af gange. Som en anarkistisk kamæleon, som verdens største drag queen. Tiden er en bitch! Hverken din eller min, men helt sin egen.