Gader

Jeg beundrer vagabonder der vandrer anonymt gennem Romantikkens gade, hvor mystik og andre farver forsvinder, i ét spil af lyde. Jeg forfører, enhver som har forsøgt at lege skjul med ildens skygger på faklernes boulevarder. Jeg misunder, hvem der forenet, har blundet i hvide lagner en foråsmorgen i morgenlysets stilhed. Jeg beskriver, byens skorstene hvorfra guilander af krævende øjne og hungrende hjerter hænger hvileløst i hedens bølger. Jeg ærgres, over Gadernes Sprækker der forstærker synet af hensynsløshed og andre metoder.
Jeg hengives, til den sovende metropol.

2,000 (and I demand a recount!)

Dee Dee Jacobsen stepped out of the door. A week later she was neither more nor less dead. And that’s all I know about Dee Dee Jacobsen.

Oh, and she had had a mother. Born in the wake of the first Great War, when everyone was evidently making babies, Dee Dee’s mother had thought herself one of this world’s first truly liberated women. Then, of course, came the Nazis – did I mention the Jacobsens were Jewish? – and that’s all Dee Dee ever knew about her mother. Arh, to Hell with her (forgive me, Dear Reader, this ferocious joke). Instead, let me tell you about Samuel Jackson.

Samuel Jackson was always known as Sam. He never knew about Dee Dee’s mother. I mean, how could he, he never even knew Dee Dee. And that’s pretty much all we know about Samuel Jackson, all men will tell you that. But enough about Sam. Instead, let me tell you about me.

I was born and raised in a small country up North. The second to come out of a pair of twins I was given a highly edible name. Both my folks are still around, God bless them, and I think I can say I’ve had a fairly good life up until now. I don’t think I have a problem with socializing, but most people I just get to know vaguely, close to not at all. Just know of really. But to Hell with me (I’m usually wrong anywise, so I should be safe). Instead, let me stop. I don't really know that many more interesting people.

And that’s the story of the lives of Dee Dee Jacobsen and her mother and Samuel Jackson and myself.

Eksil

Gemt i Hendes skygger driver mine Perler. De evig misforståede, der sky for byens larm og glemsel, falder gennem strømmen. Døbt i havets vugge, og forsvundet i Hendes kæreste minder. Spydige blikke og ord af ild splintrer skæret, skaber støj og glemmer at
Perler udfylder horisontens fløjsbue. Og drager uskyldige smil. Mens de
driver langs syndflodens breder, i takt med Melankoliens puls. Og tabes én efter én i Dybet. Ville se, hvor og hvordan de drukner, uden hulk, i hvirvlens larm. Og føres dybt, dybt ned og kvæles i Atlantis.
Perler
tabt i oceanernes uforsonlige mørke.

Andy

Dit hår og din hud. Du skinner af sølvmaling og spray på dåse, du drømmer om hvid sne og trækker vejret dybt gennem næsen, holder det. Du maler og du skriver, men ikke nu, ikke selv, ikke som du sidder i skyggen og kigger på de amerikanske ørkenvidder gennem over-sized solbriller og albinolokker. Du tænker. Du skaber. Du er Andy.

Du er kunstner, din metier er tanken, dine dødelige hænder er ikke for dig; du har evigheden at sværge til, og så går man ikke op i hænder! Du er moderniteten, et produkt af din tid, en bastardunge født af det tyvende århundredes voldtægtshærgede skød. Pop og kopi, et spadserende maskebal, en symbiotisk sammensmeltning af indre og ydre virkelighed, af dine tanker og deres behov. Du er af denne verden, mere end de fleste, og du foregiver intet ved at foregive alt!

Du er født af asken fra en døende ørkensol. En blodrød Fugl Phønix, the Millennium Bug. Hvad har du til vores sanser i dag? Socialrealisme og krigsæstetik, surely this can’t be it! Og du ved, at pornografi er religion. Forklar dig! Ubetydelig er, hvad du er! Hvorfor tror du, filosoffer stadig fødes og dør?

Du puster ud, ørkenen brænder og sukker med dig, støver sine børn op og lader dem feje med vinden. Her bliver det aldrig hvidt. Her vil du altid være en freak. Engang var du Shakespeare, i går var du Shelley og din synd den søde vin af opium. I dag… i dag er du Andy, din inspiration er hvid og går op gennem næsen. Du dør med ørkensolens sidste betændte stråler, og hvem ved, hvad morgendagen bringer? Du kunne skrive din historie og dit sande væsen. Du kunne være… mig.

Wind chime melodies

As I felt the wind of winter carressing me with a chilling effect,
I heard the unearthly melodies of a wind chime,
and by that I was somehow urged to gaze up at,
what was to be the brightest moon I have ever seen.

So perfect this night would be,
so complete I would finally feel,
and so tangible your snow white skin would seem,
if I just dared to dream that you were here with me.

Uden titel

tror jeg har fundet
tror jeg har filtreret timer, taget sekunder til fange
tror jeg har forstået tiden
og tiden mig
tror jeg vil være mere end jeg er
tror jeg vil sidde oppe i nat
tror jeg vil skrive mig ind i en tænkt fremtid
tror jeg vil prøve at dø lidt langsommere
tror jeg ombestemmer mig
de siger man skal leve?
tror jeg vil høre joy division
læse michael strunge digte ved vinduets gardindestillerede mørke.
Det passer sig ligesom

On idealism and assholes

I’ve been chewed and spit out by a world of steel a wheel of fortune
I’ve landed good I’ve landed soft and I’ve bounced up to stand on two solid legs on solid ground
and I can look up and I can get away but I will come back and nothing will have changed and you won’t rest till I’m not bouncing up coming back again
I will live and I will learn and I will make and I will shake my hips to the tune of the day but at night I will die and become another
and you will kill and swear and spit in dirt and dust in dusty dirt and dirty dust and you will cry howl to the moon and you will die
and so will I
and the wheel will spin the world will go on and the dance will be danced all over again
for such is the way of the world

every idealist needs at least one cold asshole to stick to the fire